Bogen om Playful Parenting er nu ude på dansk

15. januar 2021 udkom den amerikanske bestseller “Playful Parenting” af Lawrence J. Cohen, Ph.D. , på dansk. Nu kan danske børnefamilier endelig få nem adgang til legens fantastiske muligheder for heling, samhørighed og problemløsning.

Da jeg blev mor for anden gang, fandt jeg pludselig mig selv i en meget uvant situation: Min ældste afviste mig. Han skulle ikke længere bruge min hjælp, han ville ikke trøstes af mig og han ville hellere lege med sin far.
Om aftenen, når han og hans lillesøster var lagt til at sove, græd jeg ud ved min mands skulder; Jeg savnede min søn, som jo slet ikke forstod, at det ikke handlede om, at jeg ikke ville være sammen med eller ikke elskede ham længere, men at der var en lille baby, som hele tiden havde brug for mig. Jeg forstod egentlig godt, hvad der var sket. Men jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Hvordan skulle jeg hjælpe både min søn og mig tilbage til det sted, hvor vi var, inden hans lillesøster blev født? Tilbage til vores dybfølte inderlige samhørighed. Så faldt jeg over Lawrence J. Cohens bog om Playful Parenting og allerede få sider inde i den, var jeg solgt. Det her gav bare så meget mening! Jeg fandt hurtigt frem til en nogle få og enkelte redskaber (lege), jeg kunne bruge, til at hjælpe min søn og mig tilbage på rette spor. Det gjorde en stor forskel for mig, og min oplevelse af hele situationen, at der var noget, jeg kunne gøre. Jeg var ikke længere magtesløs. Det tog tid, men jeg kunne mærke, at det ændrede sig med små skridt.

Jeg har valgt at oversætte og udgive denne bog, fordi jeg ønsker, at alle danske forældre vil opleve samme glæde, indsigt og forståelse for deres børn, som jeg selv har fået igennem bogen her. Køb den danske udgave her på siden og få redskaber til at ændre dit forhold til dit barn.

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.  Læs mere